Lidt om mig – Flemming Westphal

Min opgave i Online Solution Group er udvikling i alle afskygninger: Udvikling af nye temaer eller plugins til WordPress, web-applikationer, tilretning af JavaScript-stumper, tool-chains etc.

Jeg er med i processen, fra kunden får en (lys) idé, over udviklingen af kravspecifikation, kvalitetskrav, testplan, projektplan over arkitektur, design og udvikling til efterfølgende drift og vedligeholdelse af systemet.

Jeg er, med et let misbrugt ord, full-stack developer, hvilket i lettere fordøjelige termer betyder, at jeg har kendskab til – og i visse tilfælde ekspert-viden, om alle lag i et software-system, fra web- og database-serverens styresystem (det er hér, jeg har kendskab) over webservere, server-applikationer og interfaces til klient-sidens lag af browser, frameworks etc.)

Jeg arbejder mest på Linux-platformen med PHP og JavaScript som de primære udviklingssprog på serversiden, samt JavaScript og C# på klientsiden. Altsammen vældigt interessant, hvis man er til den slags. For alle andre er det nok at vide, at det er de sprog, de fleste udvikler i.

Min interesse for arbejdet med computere rækker langt tilbage i tiden. Faktisk helt tilbage til 1982, hvor jeg købt min første computer, en ZX-81 computer til den eksorbitante sum af 800,- kr. (ekskl. sort/hvid 10″ fjernsyn, som vist kostede 11-1.200 kr.).
En computer med 1KB Ram (nej, det var ikke en slåfejl: 1024 bytes arbejdshukommelse), ingen lyd og med et folietastatur med påtrykte BASIC-kommandoer, der fremkom efter diverse besværgende bevægelser over keyboardet.
Til gengæld kunne man ikke gemme sine kreationer.

Senere udvidede jeg så med et 16KB modul og en kassettebåndoptager…

I skolen havde vi sidste skud på stammen (iflg. skolen): Et antal ABC80 systemer, komplet med monitor, (rigtigt) keyboard, kassettestation og bonprinter (som skulle gøre det ud for en rigtig linjeskriver), så det var fine sager 😉

I hurtig rækkefølge (eller måske ikke så hurtigt endda) fulgte en Commodore 64, Amiga 500 (med 105MB HDD til den nette sum af 16.000 kr. – Heller ikke en tastefejl: Harddisken kostede 4 gange så meget som maskinen).

Derefter en IBM 8573-121 slæbbar computer, symaskinen blandt venner. Herefter holdt jeg egentligt op med at holde styr på mine computere.

Arbejdserfaring

Egentligt er jeg udlært teknisk isolatør, men jeg kan ikke påstå at det var noget der interesserede mig synderligt.
Bortset fra lønnen.
Den var ret god.
Så da jeg i midten af 90-erne stoppede og blev ansat i IBM, kan jeg ikke påstå at jeg var ked af skiftet. Efter et par hurtigt skift, fra pluklageret over PC-værkstedet til en stilling som team-lead for et lille hold udviklere, var jeg egentligt ganske godt kørende, hvis nogen spurgte mig (hvilket IBM gjorde ret tit).

Under supervision af Mille

Med stadigt stigende kompleksitet i opgaverne, fra udvikling af rapport i et forfærdeligt sprog (AS) over udvikling af workflow applikationer i Lotus Notes (Podio x 2.000.000) til ‘rigtig’ udvikling i Java, PHP etc.

Som udvikler (og en periode på 4 år også som software-arkitekt) på IBMs interne systemer, fik jeg muligheden for at arbejde tæt sammen med brugerne på både godt og ondt. En erfaring jeg senere har kunne trække på (og som givetvis også har fjernet mine forestillinger om en nedre grænse for brugernes IT-kundskaber), når jeg efterfølgende som selvstændig har udviklet løsninger for mine egne kunder.

Jeg har derfor ganske god forståelse for både den tekniske del og den forretningsmæssige del af arbejdet, hvor den gode løsning skal findes. Jeg kan derfor ret hurtigt pejle mig ind på, hvilken type løsning der er behov for og hvordan økonomien efterfølgende vil se ud for kunden. Det nytter jo ikke noget at kunden får Lamborghini-ækvivalenten, når det egentligt bare var en cykelanhænger der var brug for (billedligt talt – jeg forhandler ikke automobiler (med mindre du har brug for en Ford Mondeo – så finder vi ud af det også 😉 )).

Save

Save

Check min LinkedIn-profil og send mig evt. en invitation.

ZX-81 m. 16KB

ABC80

Commodore64

(Brødkassen)

Amiga500

IBM 8573-121

(Symaskinen)

Uddannelse

Med næsten 2 dekader i IBM med adgangen til de bedste kurser, det bedste udstyr og masser af spændende projekter, ustyrligt dygtige kolleger og ledere med tillid til deres medarbejdere har givet mig mulighed for at lære at udvikle via learn-by-doing-style. Samt en del velsigtede skud i egne fødder… Men, man lærer som bekendt bedst med tårer i øjnene!

En lille oversigt over karakteren af de kurser jeg har deltaget:

  • Advanced programming (Java, LotusScript, VisualBasic, ABAP/4)
  • IT- og software arkitektur
  • Systemisk tænkning
  • Netværk (TCP/IP, Firewalls etc.)

Fritid og interesser

Sådan én er vi blevet enige om at jeg ikke har brug for…

Jeg holder mig hele tiden opdateret med eksisterende og nye programmeringssprogs udvikling, både i teori og praksis og afprøver gerne nye sprog og udviklingsmetoder. Derfor går en del fritid med at læse faglitteratur. Og kan jeg slippe afsted med at drikke en Whisky (Islay, 2 fingre, straight, tak som byder) eller øl til, trækker det ikke ned.

Derudover bruger jeg en del tid på at istandsætte vores sommerhus på Falster samt vores nyerhvervede gamle landsbyskole på Lolland. Det giver også mulighed for at bruge en del tid i diverse byggemarkeder og købe en del, meget vigtig, ekstra udstyr…

Ansvar hos Online Solution Group

Jeg står for alt der smager af kodning, systemdesign, vedligeholdelse af kode samt drift af diverse servere og hvad man ellers samler sammen af skrammel. Faktisk har vi ikke så meget skrammel, for de fleste af vores servere er Amazon så venlige at opbevare (da de ejer dem), så det giver jo lidt mere plads på skrivebordet 😉

Du kan kontakte mig via

E-mail: fw@onlinesolutiongroup.dk

Telefon: 42 43 47 54